Min kære (store)bror, Mogens, afgik ved døden den 26. oktober 2011, 80 år gammel. Da han var midt i halvfjerdserne, fik han konstateret kræft i prostata, en sygdom som i en årrække med godt resultat kunne holdes under kontrol ved hjælp af hormonal behandling. Men for et års tid siden blev det konstateret, at sygdommen nu også havde angrebet knoglerne – og at den trods diverse behandlingstiltag ikke længere kunne holdes i ave.
De sidste få dage tilbragte Mogens på Sankt Lukas Stiftelsens hospice i Hellerup, hvor familie og venner fik mulighed for at tage værdig afsked med ham.
Bisættelsen fandt sted den 1. november fra Ullerød Kirke ved Hillerød. Kirkerummet var smukt pyntet og fyldt med mennesker, og præsten talte smukt om Mogens’ liv og levned. Efterfølgende var der sammenkomst i det tilstødende menighedshus, hvor Lars på famliens vegne holdt en fin mindetale om Mogens som familiefar.
Trods den sørgelige anledning, tror jeg de fleste oplevede dagen som en god og minderig begivenhed.

(Diverse avisomtale kan læses her).

Agnete

Posted by Hans Henrik (4.3) Wed, March 17, 2021 00:02:55

I forbindelse med Agnetes bisættelse (november 2020) gik det op for mig, at jeg er blandt de nulevende, der har kendt Agnete længst – 77-78 år er vel et rimeligt bud.

Jeg vil derfor gerne viderebringe nogle spredte erindringsglimt fra vores første tid sammen – med forbehold for unøjagtigheder som følge af den betydelige tidsmæssige afstand:

Selvom landet var besat, voksede vi tre børn op i trygge rammer – hvor vore forældre ‘skærmede af for ondskaben’ og skabte gode og efter omstændighederne trygge rammer for vor opvækst.

Livsvilkårene gjorde, at familien tilbragte megen tid sammen – der var ikke ret store muligheder for at ‘gå ud’ – endsige rejse.

Samværet blev intensiveret af, at husets eneste varmekilde var en mindre (støbejerns)kakkelovn – som det til tider endda kneb med at skaffe brændsel til!

Derfor kunne vi børn i fyringssæsonen ikke opholde os på vore værelser – så hver aften ‘i den kolde tid’ var hele familien samlet i spisestuen, helst i nogenlunde nærhed af kakkelovnen! Tiden gik med skoleforberedelse, avislæsning, radiolytning, håndarbejde og småsnak om aktuelle emner.

Jeg anså mine ældre søskende for at være i praksis ‘voksne’ – og de påtog sig også ind imellem at ‘stramme lidt op’ på min opdragelse, hvis de mente, at forældrene med det tredje barn var blevet lidt slappe i koderne i så henseende. Agnete gik jo i gymnasiet (i Roskilde), da jeg så småt begyndte at blive modtagelig for lærdom – og hun gjorde så sandeligt sit bedste for at hæve mit kundskabsniveau!

Agnete var meget forstående og ‘inkluderende’ over for sin lille bror – på et tidspunkt havde hun fx. sparet sammen til en rejsegrammofon, som hun hurtigt tillod mig at ‘låne’, selvom der måtte være en betydelig risiko for, at jeg kunne beskadige den (og grammofonpladerne).

Da hun var færdig med 2.g. skulle klassen stå for pyntningen af studentervognene til årets dimittender, og ved denne lejlighed tog hun mig med – bag på cyklen!

Hun påbegyndte (‘den korte’) læreruddannelse på seminariet i Haderslev i 1946 – kort efter at jeg var begyndt i første klasse i kommuneskolen i Glostrup.

Takket være mødet med Henry blev Agnete hurtigt ‘rodfæstet’ i Haderslev, hvilket gav mig mulighed for som syvårig at besøge Sønderjylland for første gang.

Efter at Agnete og Henry var blevet gift, bosatte de sig i Hvidovre – mindre end ti kilometer fra den fædrene bopæl, hvilket gjorde det let at aflægge besøg, hvad jeg ofte gjorde – normalt med overnatning i ‘Beringparken’

Senere flyttede familien jo sågar til Glostrup, hvor den førstefødte så dagens lys, da jeg netop var fyldt 11 år – så mens der var en betydelig aldersforskel mellem Agnete og mig, var der faktisk aldersmæssigt mindre afstand til ‘min første nevø’!

I midt-50erne flyttede familien så til Herning, som blev Agnetes ‘hovedbase’ – først i Bryggergade, dernæst H.C. Ørstedsvej, senere på Kærmindevej og endelig i Gjellerup.

Fra 1961var jeg så heldig at blive stationeret på Flyvestation Karup, hvor Mogens allerede havde haft sit virke i en årrække; vi tre søskende blev således i en (længere) periode alle bosat i Herning-området, jeg selv endda i nogle år i byen. På den måde kunne vi jævnligt mødes, og Mogens og jeg kunne følge børnenes opvækst. Senere blev begge brødre gift og fik famile, men vi boede med afbrydelser forsat i Midtjylland: For Mogens vedkommende faktisk helt frem til 1993, da han blev pensioneret.

I 1962 fravalgte jeg mit – noget afsides beliggende – ‘kvarter’ på Flyvestation Karup, og købte et ydmygt rækkehus på Hans Egedesvej i Herning. Dette blev anledning til at ‘stifte egen husholdning’, og Agnete tilbød at yde konsulentbistand vedr. anskaffelse af diverse bohave mv. Jeg undrede mig først en smule over, at hun på indkøbsturen(e) var meget omhyggelig med gentagne gange at fortælle, at jeg var hendes bror – indtil det dæmrede for mig, at hun som lærer i det kommunale skolevæsen og hustru til en opadstræbende kommunal embedsmand måtte vise fornøden omhu med ikke at sætte sit omdømme på spil! 🙂

*******

Allerede fra middagsbordet i Glostrup mindes jeg, at Agnete var godt skåret for tungebåndet – altid talsmand for den svage part – og ofte uenig med sit fædrene ophav! Når bølgerne gik for højt måtte så vores mor forsøge at gyde olie på de rørte vande.

Denne evne til – ofte med betydelig indignation – at tale de svages sag videreudviklede Agnete livet igennem, så man kom aldrig til at kede sig i hendes selskab.