Hans og Oline

Min kære (store)bror, Mogens, afgik ved døden den 26. oktober 2011, 80 år gammel. Da han var midt i halvfjerdserne, fik han konstateret kræft i prostata, en sygdom som i en årrække med godt resultat kunne holdes under kontrol ved hjælp af hormonal behandling. Men for et års tid siden blev det konstateret, at sygdommen nu også havde angrebet knoglerne – og at den trods diverse behandlingstiltag ikke længere kunne holdes i ave.
De sidste få dage tilbragte Mogens på Sankt Lukas Stiftelsens hospice i Hellerup, hvor familie og venner fik mulighed for at tage værdig afsked med ham.
Bisættelsen fandt sted den 1. november fra Ullerød Kirke ved Hillerød. Kirkerummet var smukt pyntet og fyldt med mennesker, og præsten talte smukt om Mogens’ liv og levned. Efterfølgende var der sammenkomst i det tilstødende menighedshus, hvor Lars på famliens vegne holdt en fin mindetale om Mogens som familiefar.
Trods den sørgelige anledning, tror jeg de fleste oplevede dagen som en god og minderig begivenhed.

(Diverse avisomtale kan læses her).

Agnete

Posted by Hans Henrik (4.3) Wed, March 17, 2021 00:02:55

I forbindelse med Agnetes bisættelse (november 2020) gik det op for mig, at jeg er blandt de nulevende, der har kendt Agnete længst – 77-78 år er vel et rimeligt bud.

Jeg vil derfor gerne viderebringe nogle spredte erindringsglimt fra vores første tid sammen – med forbehold for unøjagtigheder som følge af den betydelige tidsmæssige afstand:

Selvom landet var besat, voksede vi tre børn op i trygge rammer – hvor vore forældre ‘skærmede af for ondskaben’ og skabte gode og efter omstændighederne trygge rammer for vor opvækst.

Livsvilkårene gjorde, at familien tilbragte megen tid sammen – der var ikke ret store muligheder for at ‘gå ud’ – endsige rejse.

Samværet blev intensiveret af, at husets eneste varmekilde var en mindre (støbejerns)kakkelovn – som det til tider endda kneb med at skaffe brændsel til!

Derfor kunne vi børn i fyringssæsonen ikke opholde os på vore værelser – så hver aften ‘i den kolde tid’ var hele familien samlet i spisestuen, helst i nogenlunde nærhed af kakkelovnen! Tiden gik med skoleforberedelse, avislæsning, radiolytning, håndarbejde og småsnak om aktuelle emner.

Jeg anså mine ældre søskende for at være i praksis ‘voksne’ – og de påtog sig også ind imellem at ‘stramme lidt op’ på min opdragelse, hvis de mente, at forældrene med det tredje barn var blevet lidt slappe i koderne i så henseende. Agnete gik jo i gymnasiet (i Roskilde), da jeg så småt begyndte at blive modtagelig for lærdom – og hun gjorde så sandeligt sit bedste for at hæve mit kundskabsniveau!

Agnete var meget forstående og ‘inkluderende’ over for sin lille bror – på et tidspunkt havde hun fx. sparet sammen til en rejsegrammofon, som hun hurtigt tillod mig at ‘låne’, selvom der måtte være en betydelig risiko for, at jeg kunne beskadige den (og grammofonpladerne).

Da hun var færdig med 2.g. skulle klassen stå for pyntningen af studentervognene til årets dimittender, og ved denne lejlighed tog hun mig med – bag på cyklen!

Hun påbegyndte (‘den korte’) læreruddannelse på seminariet i Haderslev i 1946 – kort efter at jeg var begyndt i første klasse i kommuneskolen i Glostrup.

Takket være mødet med Henry blev Agnete hurtigt ‘rodfæstet’ i Haderslev, hvilket gav mig mulighed for som syvårig at besøge Sønderjylland for første gang.

Efter at Agnete og Henry var blevet gift, bosatte de sig i Hvidovre – mindre end ti kilometer fra den fædrene bopæl, hvilket gjorde det let at aflægge besøg, hvad jeg ofte gjorde – normalt med overnatning i ‘Beringparken’

Senere flyttede familien jo sågar til Glostrup, hvor den førstefødte så dagens lys, da jeg netop var fyldt 11 år – så mens der var en betydelig aldersforskel mellem Agnete og mig, var der faktisk aldersmæssigt mindre afstand til ‘min første nevø’!

I midt-50erne flyttede familien så til Herning, som blev Agnetes ‘hovedbase’ – først i Bryggergade, dernæst H.C. Ørstedsvej, senere på Kærmindevej og endelig i Gjellerup.

Fra 1961var jeg så heldig at blive stationeret på Flyvestation Karup, hvor Mogens allerede havde haft sit virke i en årrække; vi tre søskende blev således i en (længere) periode alle bosat i Herning-området, jeg selv endda i nogle år i byen. På den måde kunne vi jævnligt mødes, og Mogens og jeg kunne følge børnenes opvækst. Senere blev begge brødre gift og fik famile, men vi boede med afbrydelser forsat i Midtjylland: For Mogens vedkommende faktisk helt frem til 1993, da han blev pensioneret.

I 1962 fravalgte jeg mit – noget afsides beliggende – ‘kvarter’ på Flyvestation Karup, og købte et ydmygt rækkehus på Hans Egedesvej i Herning. Dette blev anledning til at ‘stifte egen husholdning’, og Agnete tilbød at yde konsulentbistand vedr. anskaffelse af diverse bohave mv. Jeg undrede mig først en smule over, at hun på indkøbsturen(e) var meget omhyggelig med gentagne gange at fortælle, at jeg var hendes bror – indtil det dæmrede for mig, at hun som lærer i det kommunale skolevæsen og hustru til en opadstræbende kommunal embedsmand måtte vise fornøden omhu med ikke at sætte sit omdømme på spil! 🙂

*******

Allerede fra middagsbordet i Glostrup mindes jeg, at Agnete var godt skåret for tungebåndet – altid talsmand for den svage part – og ofte uenig med sit fædrene ophav! Når bølgerne gik for højt måtte så vores mor forsøge at gyde olie på de rørte vande.

Denne evne til – ofte med betydelig indignation – at tale de svages sag videreudviklede Agnete livet igennem, så man kom aldrig til at kede sig i hendes selskab.

Der skulle jo helst lidt kød på denne side, så jeg vil lægge for med denne mini-beretning; det beskrevne ligger 50 – 65 år tilbage i tiden, så der kan meget nemt være detaljer, jeg husker/udlægger forkert, men jeg har prøvet at skildre begivenhederne/oplevelserne så nøjagtigt, som jeg formår:

I min barndom tilbragte jeg undertiden nogle dage som ‘feriebarn’ hos faster Grethe og onkel Viggo på Centralskolen i Glim. Jeg må have været ret lille, da jeg først kom der, for jeg husker, at jeg ved en lejlighed blev afhentet af faster Grethe på Roskilde station – og at transporten til Glim skete i en lille éthjulet cykelanhænger. Årsagen til, at jeg husker dette ret tydeligt, er sikkert, at anhængeren ‘kæntrede’ ret tidligt på turen – formentligt i et sving(?) Det var en ubehagelig oplevelse, som forskrækkede mig noget.

Det var spændende at være på Centralskolen – der boede jo mine store fætre, hvorom jeg bla. mindes, at Erling håndterede hjemmets flygel med noget større virtuositet, end jeg var vant til fra det hjemlige ‘opretstående’. I 1945 kom Tove (‘dukken’ – normalt udtalt ‘dåtten’) til, hvilket var spændende for mig, som jo ikke var vant til at ‘omgås’ spædbørn.

I forbindelse med boligens køkken var der et separat fadebur, som man kom ind i via en almindelig dør – det rum var jeg ret optaget af. Faster Grethe berettede engang, at jeg på et tidspunkt var forsvundet ind i spisekammeret, hvor jeg lukkede døren og tilbragte nogle minutter. Da jeg atter kom ud i køkkenet, spurgte hun, hvad jeg i grunden havde lavet derinde, hvortil jeg oplyste, at jeg ‘lige havde været inde og tale med min mor’!

Nede ved boldbanen lå skolens vandværk i et lille rødt murstenshus. Jeg kom aldrig ind i selve huset, men jeg var meget optaget af at kigge ind ad vinduet i døren, for derfra kunne al ‘teknikken’ besigtiges. Spændende – og noget ‘uhyggeligt’ – var det, når hydrofortrykket var blevet så lavt, at pumpen sprang i gang med et lydeligt ‘klunk’. Det var faktisk så urovækkende, at jeg kun nødigt gik derned alene! Når der ikke var noget vandforbrug, stod pumpen selvsagt stille, så det kunne blive nødvendigt at begive sig op til huset, skylle ud i toilettet – og spæne tilbage for at være på plads, når pumpen atter sprang i gang!

Jeg husker, at familien ved en lejlighed var samlet omkring aftensmaden – farfar (som boede hos familien) var der naturligvis også. Efter bordbønnen faldt talen på disse nymodens jetmotorer (‘jæt…’), og konsensus var vist, at fremdriften beroede på, at udstødsluften ‘trykkede på luften bagved’! Da Mogens jo interesserede sig ganske meget for flyvemaskiner, havde han naturligvis orienteret mig lidt om sagerne – en viden, som jeg selvsagt gerne ville videreformidle. Jeg gav derfor en kort orientering om, at det for det første retteligt hed en ‘reaktionsmotor’, dernæst at den IKKE gav fremdrift ved at ‘trykke på luften bagved’, og endelig fulgte jeg op med en kort gennemgang af de termodynamiske processer i motoren!
Selvsagt havde jeg forventet at høste passende anerkendelse for min oplysningsvirksomhed – så det kom som noget af et chok for mig, da min forklaring blev mødt med højlydt munterhed bordet rundt (og ingen ‘substantielle’ kommentarer)!

Glim-familien var – i modsætning til min familie – de lykkelige ejere af ‘et automobil’, hvilket jeg var stærkt optaget af. Der blev vist ikke kørt så voldsomt meget i den, men om søndagen virkede onkel Viggo regelmæssigt som kordegn i sognets kirker, og når det foregik i Rorup (som lå nogle km væk), var jeg fast passager – (især) tiltrukket af bilturen hen og tilbage.

Sidste gang jeg ‘ferierede’ i Glim var i påsken 1957. Jeg var på det tidspunkt blevet medlem af svæveflyveklubben i Havdrup, hvor jeg gerne ville tilbringe en del af påsken. Far og mor skulle ‘et eller andet’, så det var praktisk, om jeg kunne bo i Glim påsken over. En af de første dage blev det i klubben hurtigt klart, at vejret var uegnet til flyvning, så i klubhuset opstod der stemning for alternativt at drikke noget (påske)øl! Det fortsatte de (vi) tilstedeværende så med dagen ud – så da jeg skulle cykle tilbage til Glim, havde jeg angiveligt noget besvær med at holde mig på vejbanen! Efterhånden stabiliserede tingene sig dog, og jeg ankom til Centralskolen uden væsentlige problemer (såvidt jeg husker). Faster Grethe var i køkkenet, hvor vi vekslede et par ord; hun oplyste herunder, at aftensmaden var på trapperne, så jeg tilkendegav, at jeg lige ville gå en tur op på mit værelse mhp. at ‘freshen up for dinner’. Næste morgen vågnede jeg – øjensynligt uden indtagelse af ‘dinner’ aftenen før: Jeg har utvivlsomt fået øje på sengen, og følt mig overvældende stærkt fristet til blunde ‘et par sekunder’. Næste morgen meddelte faster Grethe blot, at familien efter helhjertede – men forgæves – forsøg på opvækning omsider havde givet op! Der forekom dog ikke så meget som ringeste antydning af afstandtagen fra mit helt øjensynlige skørlevned!

Efter diverse problemer med debat-software, jeg havde påtænkt at anvende, er valget faldet på dette, som tilbydes af mit nuværende web hotel (‘one.com’). Systemet lever ikke helt op til mine oprindelige forventninger/ambitioner – men jeg synes, vi bør give det en chance!