Der skulle jo helst lidt kød på denne side, så jeg vil lægge for med denne mini-beretning; det beskrevne ligger 50 – 65 år tilbage i tiden, så der kan meget nemt være detaljer, jeg husker/udlægger forkert, men jeg har prøvet at skildre begivenhederne/oplevelserne så nøjagtigt, som jeg formår:

I min barndom tilbragte jeg undertiden nogle dage som ‘feriebarn’ hos faster Grethe og onkel Viggo på Centralskolen i Glim. Jeg må have været ret lille, da jeg først kom der, for jeg husker, at jeg ved en lejlighed blev afhentet af faster Grethe på Roskilde station – og at transporten til Glim skete i en lille éthjulet cykelanhænger. Årsagen til, at jeg husker dette ret tydeligt, er sikkert, at anhængeren ‘kæntrede’ ret tidligt på turen – formentligt i et sving(?) Det var en ubehagelig oplevelse, som forskrækkede mig noget.

Det var spændende at være på Centralskolen – der boede jo mine store fætre, hvorom jeg bla. mindes, at Erling håndterede hjemmets flygel med noget større virtuositet, end jeg var vant til fra det hjemlige ‘opretstående’. I 1945 kom Tove (‘dukken’ – normalt udtalt ‘dåtten’) til, hvilket var spændende for mig, som jo ikke var vant til at ‘omgås’ spædbørn.

I forbindelse med boligens køkken var der et separat fadebur, som man kom ind i via en almindelig dør – det rum var jeg ret optaget af. Faster Grethe berettede engang, at jeg på et tidspunkt var forsvundet ind i spisekammeret, hvor jeg lukkede døren og tilbragte nogle minutter. Da jeg atter kom ud i køkkenet, spurgte hun, hvad jeg i grunden havde lavet derinde, hvortil jeg oplyste, at jeg ‘lige havde været inde og tale med min mor’!

Nede ved boldbanen lå skolens vandværk i et lille rødt murstenshus. Jeg kom aldrig ind i selve huset, men jeg var meget optaget af at kigge ind ad vinduet i døren, for derfra kunne al ‘teknikken’ besigtiges. Spændende – og noget ‘uhyggeligt’ – var det, når hydrofortrykket var blevet så lavt, at pumpen sprang i gang med et lydeligt ‘klunk’. Det var faktisk så urovækkende, at jeg kun nødigt gik derned alene! Når der ikke var noget vandforbrug, stod pumpen selvsagt stille, så det kunne blive nødvendigt at begive sig op til huset, skylle ud i toilettet – og spæne tilbage for at være på plads, når pumpen atter sprang i gang!

Jeg husker, at familien ved en lejlighed var samlet omkring aftensmaden – farfar (som boede hos familien) var der naturligvis også. Efter bordbønnen faldt talen på disse nymodens jetmotorer (‘jæt…’), og konsensus var vist, at fremdriften beroede på, at udstødsluften ‘trykkede på luften bagved’! Da Mogens jo interesserede sig ganske meget for flyvemaskiner, havde han naturligvis orienteret mig lidt om sagerne – en viden, som jeg selvsagt gerne ville videreformidle. Jeg gav derfor en kort orientering om, at det for det første retteligt hed en ‘reaktionsmotor’, dernæst at den IKKE gav fremdrift ved at ‘trykke på luften bagved’, og endelig fulgte jeg op med en kort gennemgang af de termodynamiske processer i motoren!
Selvsagt havde jeg forventet at høste passende anerkendelse for min oplysningsvirksomhed – så det kom som noget af et chok for mig, da min forklaring blev mødt med højlydt munterhed bordet rundt (og ingen ‘substantielle’ kommentarer)!

Glim-familien var – i modsætning til min familie – de lykkelige ejere af ‘et automobil’, hvilket jeg var stærkt optaget af. Der blev vist ikke kørt så voldsomt meget i den, men om søndagen virkede onkel Viggo regelmæssigt som kordegn i sognets kirker, og når det foregik i Rorup (som lå nogle km væk), var jeg fast passager – (især) tiltrukket af bilturen hen og tilbage.

Sidste gang jeg ‘ferierede’ i Glim var i påsken 1957. Jeg var på det tidspunkt blevet medlem af svæveflyveklubben i Havdrup, hvor jeg gerne ville tilbringe en del af påsken. Far og mor skulle ‘et eller andet’, så det var praktisk, om jeg kunne bo i Glim påsken over. En af de første dage blev det i klubben hurtigt klart, at vejret var uegnet til flyvning, så i klubhuset opstod der stemning for alternativt at drikke noget (påske)øl! Det fortsatte de (vi) tilstedeværende så med dagen ud – så da jeg skulle cykle tilbage til Glim, havde jeg angiveligt noget besvær med at holde mig på vejbanen! Efterhånden stabiliserede tingene sig dog, og jeg ankom til Centralskolen uden væsentlige problemer (såvidt jeg husker). Faster Grethe var i køkkenet, hvor vi vekslede et par ord; hun oplyste herunder, at aftensmaden var på trapperne, så jeg tilkendegav, at jeg lige ville gå en tur op på mit værelse mhp. at ‘freshen up for dinner’. Næste morgen vågnede jeg – øjensynligt uden indtagelse af ‘dinner’ aftenen før: Jeg har utvivlsomt fået øje på sengen, og følt mig overvældende stærkt fristet til blunde ‘et par sekunder’. Næste morgen meddelte faster Grethe blot, at familien efter helhjertede – men forgæves – forsøg på opvækning omsider havde givet op! Der forekom dog ikke så meget som ringeste antydning af afstandtagen fra mit helt øjensynlige skørlevned! smiley