Min kære (store)bror, Mogens, afgik ved døden den 26. oktober 2011, 80 år gammel. Da han var midt i halvfjerdserne, fik han konstateret kræft i prostata, en sygdom som i en årrække med godt resultat kunne holdes under kontrol ved hjælp af hormonal behandling. Men for et års tid siden blev det konstateret, at sygdommen nu også havde angrebet knoglerne – og at den trods diverse behandlingstiltag ikke længere kunne holdes i ave.
De sidste få dage tilbragte Mogens på Sankt Lukas Stiftelsens hospice i Hellerup, hvor familie og venner fik mulighed for at tage værdig afsked med ham.
Bisættelsen fandt sted den 1. november fra Ullerød Kirke ved Hillerød. Kirkerummet var smukt pyntet og fyldt med mennesker, og præsten talte smukt om Mogens’ liv og levned. Efterfølgende var der sammenkomst i det tilstødende menighedshus, hvor Lars på famliens vegne holdt en fin mindetale om Mogens som familiefar.
Trods den sørgelige anledning, tror jeg de fleste oplevede dagen som en god og minderig begivenhed.
(Diverse avisomtale kan læses her).
Agnete
Posted by Hans Henrik (4.3) Wed, March 17, 2021 00:02:55
I forbindelse med Agnetes bisættelse (november 2020) gik det op for mig, at jeg er blandt de nulevende, der har kendt Agnete længst – 77-78 år er vel et rimeligt bud.
Jeg vil derfor gerne viderebringe nogle spredte erindringsglimt fra vores første tid sammen – med forbehold for unøjagtigheder som følge af den betydelige tidsmæssige afstand:
Selvom landet var besat, voksede vi tre børn op i trygge rammer – hvor vore forældre ‘skærmede af for ondskaben’ og skabte gode og efter omstændighederne trygge rammer for vor opvækst.
Livsvilkårene gjorde, at familien tilbragte megen tid sammen – der var ikke ret store muligheder for at ‘gå ud’ – endsige rejse.
Samværet blev intensiveret af, at husets eneste varmekilde var en mindre (støbejerns)kakkelovn – som det til tider endda kneb med at skaffe brændsel til!
Derfor kunne vi børn i fyringssæsonen ikke opholde os på vore værelser – så hver aften ‘i den kolde tid’ var hele familien samlet i spisestuen, helst i nogenlunde nærhed af kakkelovnen! Tiden gik med skoleforberedelse, avislæsning, radiolytning, håndarbejde og småsnak om aktuelle emner.
Jeg anså mine ældre søskende for at være i praksis ‘voksne’ – og de påtog sig også ind imellem at ‘stramme lidt op’ på min opdragelse, hvis de mente, at forældrene med det tredje barn var blevet lidt slappe i koderne i så henseende. Agnete gik jo i gymnasiet (i Roskilde), da jeg så småt begyndte at blive modtagelig for lærdom – og hun gjorde så sandeligt sit bedste for at hæve mit kundskabsniveau!
Agnete var meget forstående og ‘inkluderende’ over for sin lille bror – på et tidspunkt havde hun fx. sparet sammen til en rejsegrammofon, som hun hurtigt tillod mig at ‘låne’, selvom der måtte være en betydelig risiko for, at jeg kunne beskadige den (og grammofonpladerne).
Da hun var færdig med 2.g. skulle klassen stå for pyntningen af studentervognene til årets dimittender, og ved denne lejlighed tog hun mig med – bag på cyklen!
Hun påbegyndte (‘den korte’) læreruddannelse på seminariet i Haderslev i 1946 – kort efter at jeg var begyndt i første klasse i kommuneskolen i Glostrup.
Takket være mødet med Henry blev Agnete hurtigt ‘rodfæstet’ i Haderslev, hvilket gav mig mulighed for som syvårig at besøge Sønderjylland for første gang.
Efter at Agnete og Henry var blevet gift, bosatte de sig i Hvidovre – mindre end ti kilometer fra den fædrene bopæl, hvilket gjorde det let at aflægge besøg, hvad jeg ofte gjorde – normalt med overnatning i ‘Beringparken’
Senere flyttede familien jo sågar til Glostrup, hvor den førstefødte så dagens lys, da jeg netop var fyldt 11 år – så mens der var en betydelig aldersforskel mellem Agnete og mig, var der faktisk aldersmæssigt mindre afstand til ‘min første nevø’!
I midt-50erne flyttede familien så til Herning, som blev Agnetes ‘hovedbase’ – først i Bryggergade, dernæst H.C. Ørstedsvej, senere på Kærmindevej og endelig i Gjellerup.
Fra 1961var jeg så heldig at blive stationeret på Flyvestation Karup, hvor Mogens allerede havde haft sit virke i en årrække; vi tre søskende blev således i en (længere) periode alle bosat i Herning-området, jeg selv endda i nogle år i byen. På den måde kunne vi jævnligt mødes, og Mogens og jeg kunne følge børnenes opvækst. Senere blev begge brødre gift og fik famile, men vi boede med afbrydelser forsat i Midtjylland: For Mogens vedkommende faktisk helt frem til 1993, da han blev pensioneret.
I 1962 fravalgte jeg mit – noget afsides beliggende – ‘kvarter’ på Flyvestation Karup, og købte et ydmygt rækkehus på Hans Egedesvej i Herning. Dette blev anledning til at ‘stifte egen husholdning’, og Agnete tilbød at yde konsulentbistand vedr. anskaffelse af diverse bohave mv. Jeg undrede mig først en smule over, at hun på indkøbsturen(e) var meget omhyggelig med gentagne gange at fortælle, at jeg var hendes bror – indtil det dæmrede for mig, at hun som lærer i det kommunale skolevæsen og hustru til en opadstræbende kommunal embedsmand måtte vise fornøden omhu med ikke at sætte sit omdømme på spil! 🙂
*******
Allerede fra middagsbordet i Glostrup mindes jeg, at Agnete var godt skåret for tungebåndet – altid talsmand for den svage part – og ofte uenig med sit fædrene ophav! Når bølgerne gik for højt måtte så vores mor forsøge at gyde olie på de rørte vande.
Denne evne til – ofte med betydelig indignation – at tale de svages sag videreudviklede Agnete livet igennem, så man kom aldrig til at kede sig i hendes selskab.
Der er nu gået næsten ni år, siden Mogens døde – og for et par dage siden blev Agnete bisat fra Ny Holte Kirke.
Til Mogens’ bisættelse havde jeg forberedt en replik, som jeg imidlertid af diverse ‘praktiske’ årsager ikke kom til at fremføre ved den efterfølgende sammenkomst, men nu vil jeg alligevel gengive den her:
“LAD MIG FØRST SIGE ET PAR ORD OM DE SIDSTE MÅNEDER AF MOGENS LIV:
DET VAR MIT INDTRYK, AT MOGENS BEVAREDE OPTIMISMEN LANGT HEN I SYGDOMSFORLØBET; MEN OGSÅ AT HAN SIKKERT BESTRÆBTE SIG PÅ AT GIVE UDTRYK FOR DEN NOGET LÆNGERE HEN I FORLØBET, END HAN INDERST INDE SELV DELTE DEN!:
FRA VORES MOR HAVDE HAN ARVET TILSKYNDELSEN – OG EVNEN – TIL AT SPREDE TRØST OG OPMUNTRING OMKRING SIG I SVÆRE STUNDER; SÅ DA HAN IKKE LÆNGERE KUNNE GØRE DET PÅ TROVÆRDIG VIS, VAR DET GIVETVIS EN STOR SORG OG SKUFFELSE FOR HAM; OG – TROR JEG – MEGET MEDVIRKENDE TIL, AT HAN PÅ DET SIDSTE LUKKEDE SIG NOGET INDE I SIG SELV.
HAN BEVAREDE DOG EN STOR SANS FOR HUMOR, SOM IND IMELLEM GODT KUNNE NÆRME SIG GALGENHUMOR – SÅ SELV DEN SIDSTE GANG, JEG TALTE MED HAM, FÅ DAGE FØR HAN DØDE, KUNNE VI I DET MINDSTE MED NOGEN TILFREDSHED OG ET STILLE GRIN KONSTATERE, AT HAN DA UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER HAVDE OVERLEVET GHADAFFI!
MEN DISSE SIDSTE MÅNEDER, SOM VAR PRÆGET AF MANGE SKUFFELSER, SAMT MEGEN MODGANG OG BEKYMRING, MÅ IKKE FÅ LOV AT OVERSKYGGE ERINDRINGEN OM ALLE DE MANGE GODE ÅR: SOM MIN TI ÅR ÆLDRE BROR HAR M. VÆRET I MIN BEVIDSTHED I KNAPT 70 ÅR; MENS VI VAR BØRN, OPLEVEDE JEG ALDERSFORSKELLEN SOM BETYDELIG – JA, JEG TROR SLET IKKE JEG OPLEVEDE HAM SOM ET BARN, SNARERE SOM EN UNG VOKSEN, SOM JEG SELVSAGT SÅ GANSKE MEGET OP TIL.
MOGENS HAVDE MANGE INTERESSER OG AKTIVITETER; JEG VIL I DAG BLOT BERØRE ENKELTE AF DEM:
HAN GIK I EN LÆNGERE ÅRRÆKKE TIL DANSEUNDERVISNING PÅ BYENS DANSESKOLE. HAN MODTOG KLAVERUNDERVISNING HOS FRK. MARTHENS OG SENERE HOS FRU HOLM.
HAN VAR IVRIG SPEJDER OG DERHJEMME VAR HAN GANSKE FERM TIL MANGE PRAKTISKE TING, FX. BOGINDBINDING, ALTSÅ RENOVERING AF GAMLE BØGER, DER BLEV UDSTYRET MED NYT FLOT OMSLAG MED LÆDER OG GULDTRYK PÅ RYGGEN OSV.
UANSET HVAD HAN GAV SIG I KAST MED, UDVISTE HAN EN IMPONERENDE OMHU OG STOR TÅLMODIGHED, OG DER BLEV ALDRIG GÅET PÅ KOMPROMIS MED DEN HÅNDVÆRSKMÆSSIGE KVALITET.
MEN MOGENS’ ALTOVERSKYGGENDE INTERESSEN VAR OG BLEV CENTRERET OMKRING FLYVEMASKINER:
HAN KUNNE UDEN TØVEN TYPEBESTEMME ETHVERT FLY, DER KOM INDEN FOR SYNSVIDDE, OG HAN KOM EFTERHÅNDEN I BESIDDELSE AF EN EFTER FORHOLDENE GANSKE OMFANGSRIG AERONAUTISK BOGSAMLING. DET VAR IØVRIGT EN INTERESSE, SOM VORES FAR IKKE GANSKE KUNNE BILLIGE, EFTERSOM TIDENS BEDSTE LITTERATUR OM EMNET VAR AF TYSK HERKOMST!
MEN DET VAR IKKE NOK AT LÆSE OM ALLE DISSE MASKINER – DE SKULLE OGSÅ ANSKUELIGGØRES I HÅNDGRIBELIG FORM – OG MOGENS FIK I ÅRENES LØB BYGGET EN GANSKE IMPONERENDE SAMLING AF MINUTIØST NØJAGTIGE OG FLOT BEMALEDE SKALAMODELLER AF ALVERDENS FLY. DER VAR IKKE TALE OM NOGEN GENVEJE I FORM FOR ‘HALVFABRIKATA’ I FORM AF BYGGESÆT EL. TILSVARENDE:
DET HELE BLEV FORARBEJDET I HÅNDEN UD FRA PASSENDE KLODSER AF FYRRETRÆ SAMT METALPLADER, STÅLTRÅD OSV. OG DET VAR LANGT FRA BLOT MASSIVE MODELLER AF FLY, HAN KASTEDE SIG OVER – DER BLEV I TIDENS LØB OGSÅ BYGGET EN IMPONERENDE RÆKKE MODELSVÆVEFLY, SOM FIK DERES LUFTDÅB FRA DIVERSE GRÆS- OG STUBMARKER I OMEGNEN AF GLOSTRUP (OG SOM BEKLAGELIGVIS OFTE LANDEDE I EN KORNMARK, HVOR DE MÅTTE SØGES LOKALISERET OG HJEMBRAGT FRA, HELST UDEN AT PÅKALDE ‘BONDENS’ OPMÆRKSOMHED OG ANKOMST TIL ÅSTEDET!).
DA JEG OMSIDER FIK MIN FØRSTE CYKEL – OG FIK LÆRT AT KØRE PÅ DEN – VAR JEG SÅ HELDIG IIN IMELLEM AT FÅ LOV TIL AT CYKLE MED TIL SKOVLUNDE FLYVEPLADS, HVOR VI MED BEGEJSTRING SÅ MORIAN HANSENS KZ-IIIere ELEGANT SVINGE SIG I LUFTHAVET. OG NÅR DET SÅ IKKE VAR SPÆNDENDE NOK, TOG VI SÅMÆND CYKELTUREN TIL AMAGER FOR AT NYDE SYNET AF DE ‘RIGTIGE’ FLYVEMASKINER OMKRING KASTRUP LUFTHAVN!
ALT DET TRIVIELLE MED SKOLEGANG I GLOSTRUP OG SENERE PÅ ROSKILDE KATEDRALSKOLE FORLØB STORT SET GNIDNINGSLØST, OG SOM 19-ÅRIG STUDENT MED ET FLOT EKSAMENSBEVIS I HÅNDEN LYKKEDES DET MOGENS AT VIRKELIGGØRE SINE DRENGEDRØMMES HØJESTE MÅL: AT BLIVE OPTAGET SOM FLYVERELEV I DET FLYVEVÅBEN, SOM PÅ DAVÆRENDE TIDSPUNKT ENDNU VAR I STØBESKEEN.SOM ALLE VED, FULGTE DERPÅ EN MERE END FYRRE ÅR LANG OG SPÆNDENDE LØBEBANE I FORSVARET; MEN HER VIL JEG SÅ FORETAGE ET GEVALDIGT HOP OVER KARRIEREN, FAMILIELIVET OG MEGET MERE, NEMLIG HELT FREM TIL 1993, DA MOGENS BLEV PENSIONIST I TULSTRUP: HAN VAR BESTEMT IKKE TYPEN, DER SATTE SIG HEN I KAKKELOVNSKROGEN MED KRYDSOGTVÆRS’EN – TVÆRTIMOD KASTEDE HAN SIG MED BETYDELIG ILDHU OVER TRÆARBEJDE OG BESLÆGTEDE HÅNDVÆRKSOPGAVER, MEN I MODSÆTNING TIL UNGDOMMENS UDFOLDELSER, SOM VAR FOKUSERET PÅ GANSKE SMÅ EMNER, GIK HAN NU I GANG PÅ ‘MAKROPLANET’, HVOR OMLÆGNING AF HELE HUSTAGE SAMT UDSKIFTNING AF STØRRE TRÆKONSTRUKTIONER NU NÆSTEN HØRTE HVERDAGEN TIL . DET HAR MÅSKE VÆRET EN FØLGE AF, AT MOGENS VAR BLEVET GIFT IND I EN TØMRERFAMILIE!??
SIDELØBENDE MED DE MANGE BYGGERELATEREDE OPGAVER BLEV DER OGSÅ TID TIL AT DYRKE HELT NYE INTERESSER, ASTRONOMI fx. – HVOR MOGENS EFTERHÅNDEN FIK ANSKAFFET EN FLOT SAMLING UDSTYR, SAMT OPBYGGET FORNØDEN KAPACITET TIL AT VIRKE SOM FOREDRAGSHOLDER OM ASTRONOMI OG RUMFART I DET NORDSJÆLLANDSKE OMRÅDE.
I 2001 TOG MOGENS OG KAREN INITIATIV TIL AT SAMLE EFTERKOMMERNE AF VORES FARMOG OG FARFAR I HILLERØD OG TULSTRUP, OG I DE SENERE ÅR VAR MOGENS MEGET FLITTIG TIL AT INDSAMLE SLÆGTSHISTORISKE BERETNINGER, HVORAF EN DEL SÅLEDES ER BLEVET GJORT MERE TILGÆNGELIGE OG I MULIGT OMFANG BEVARET FOR EFTERTIDEN.
SELVOM MIN BERETNING NU ER BLEVET LANG – FOR LANG MÅSKE(?) – HAR DER DOG KUN VÆRET TALE OM ISOLEREDE PUNKTNEDSLAG BLANDT NOGLE AF DE MANGE INTERESSER OG PASSIONER, DER GENNEM OP MOD FIRS ÅR HAR UDGJORT BROSTENENE I MOGENS VEJ GENNEM LIVET.
JEG HAR OMTALT DISSE GODE OG POSITIVE TING FORDI JEG MENER, AT DE SIDSTE MÅNEDERS MODGANG OG SMERTE IKKE MÅ FÅ LOV AT OVERSKYGGE ALLE VORE GODE ERINDRINGER OM MOGENS SOM EN ENESTÅENDE – OG UERSTATTELIG – SØN, BROR, ÆGTEMAND, FAMILIEFAR OG KOLLEGA, SOM VI ALLE – SÅ LÆNGE VI LEVER – VIL SAVNE DYBT, MEN OGSÅ ALTID MINDES MED DEN ALLERSTØRSTE GLÆDE!”