Vores far var den næstsidste blandt fem søskende på et stort og veldrevet landbrug. Gården, Munksøgaard, lå på Himmelev Mark en fem kilometer nordøst for Roskilde, hvor nu Roskilde Universitetscenter ligger. Landbruget var på 60 tønder land og blev drevet traditionelt med korn, kvæg, heste og grise. Hans brødre, Laurits og Hans var født henholdsvis 10 og 8 år før ham, og hans søster, Karen, næsten 6 år før. Så han var den lille dreng, og han blev godt værnet om og forkælet af sin mor. De store drenge havde måttet dele værelser med gårdens karle, og derude i en af længerne var der frostgrader om vinteren. Der kom lille Viggo ikke ud. Da far var syv år, fik han lillesøsteren Margrethe, kaldet Grethe.
Far gik, som sine søskende, i skole i Himmelev, og han startede vistnok i anden klasse, så han har været en opvakt dreng. Han klarede sig godt i skolen, og som 11-årig kom han i Roskilde kommunale Mellem- og Realskole. Han tog realeksamen i 1917 med et meget flot resultat. I samtlige fag undtaget ét fik han topkarakter, 6, såvel i årskarakterer som eksamenskarakterer. I naturlære fik han til eksamen “kun” 5, hvilket han sidenhen altid så som en stor uretfærdighed!
På hans eksamensbevis lyder udtalelsen:
Viggo Hansen har i hele sin skoletid været en af de bedste og dygtigste elever. Hans evne til hurtigt og sikkert at opfatte og tilegne sig undervisningsstoffet, hans interesse for fagene og lyst til selvstændig læsning gør, at han forlader skolen med grundige kundskaber og de bedste betingelser for videre fremgang. Hans opførsel har været særdeles god.
Hans ældste bror, Laurits, havde uddannet sig som landbrugskandidat på Landbohøjskolen, og Hans havde valgt landbruget. Hans far, der var invalideret af et uheld med en hestevogn, overdrog på et tidspunkt gården til ham. Vores far ville gerne være landinspektør, inspireret af en slægtning med denne uddannelse, så i 1918 påbegyndte han studiet på Landbohøjskolen i København. I disse år fik han adskillige venner, der holdt sammen et helt liv. Det var Aage Mosbech, Søren Kjeldsen, Svend Nielsen og Stampe-Danielsen. Mosbech døde ung, men især Søren Kjeldsen kom far og mor en del sammen med, og vi børn husker ham og hans kone tydeligt. Ikke mindst, fordi Søren Kjeldsen, der havde haft børnelammelse, havde en lammet hånd.
Både som barn, og mens han læste, kom far og hans familie tit hos hans moster Margrethe og hendes mand Bøjle Knudsen, der var slotsgartner på slottet Sorgenfri. Far pralede undertiden med, at han som barn havde leget med prins Knud! Onkel Bøjle blev ret tidligt enkemand, og han var en hyppig gæst ved alle fars og hans søskendes familiesammenkomster. For os børn var han et særligt fænomen. Han elskede nemlig at holde svulstige bordtaler, så når han rejste sig og slog på glasset, væbnede vi os resigneret med tålmodighed.
Under studierne, vel i en ferie, var han på cykletur i Jylland, hvor der var besøg hos studievennernes forældre. Det var iøvrigt ikke første gang, at han cyklede i Jylland. Allerede som dreng, vel en tretten-fjorten år gammel, havde han været afsted, vistnok med en fætter, iført stortrøje med blanke knapper og med matroshue på hovedet.
I 1923 modtager far sit bestallingsbrev som landinspektør, “under vor kongelige hånd og segl”, signeret Christian X og kontrasigneret af landbrugsminister Th. Madsen-Mygdal. Hans første stilling var i Hillerød hos landinspektør Sørensen. Her er der bil til arbejdet, og far får kørekort i juli 1923. Ret snart gør han bekendtskab med Ellen Nemming, der er på kontor på avisen Nordsjællands Venstreblad. Fra den periode ser vi billeder af vores far, en charmerende ung mand med sans for smart tøj. Han bliver introduceret i familien, hos kommunelærer Henrik Nielsen og hans kone, Laura, på Holmegaardsvej 7 i Hillerød. Laura er hårdt plaget af en fremskreden kræftsygdom og dør i 1925, kun 58 år gammel. Vores mor, der måtte opgive gymnasiet på grund af sin mors sygdom, og som derefter har ydet meget i hjemmet, bliver gift med far i Frederiksborg Slotskirke den 28. april 1926. De flytter til en lejlighed i Aggersøgade på Østerbro. Denne gade har senere skiftet navn eller er blevet omlagt. Far bliver ansat som landinspektør i landbrugsministerets Matrikeldirektorat.
Her får de deres første barn. Under den sidste del af graviditeten er far udsendt til nogle opmålinger på Fanø, og han ser først sin førstefødte, da mor kort tid efter fødslen drager til Sønderho på Fanø. Her bliver den lille pige døbt, Ellen Agnete Viggo Hansen, senere kun kaldt Agnete. Viggo kommer lidt pudsigt ind, forældrene har vist en plan om at bruge efternavnet Viggo-Hansen. Sønderho præsten var noget modvillig, da en pige ikke kunne få et drengenavn, men mor og far fremdrog et fortilfælde, der overbeviste ham om lovligheden.
Snart efter flytter familien til en større lejlighed i Vanløse, på Jernbaneallé 81. I 1931 kommer der endnu et barn, Mogens Viggo Hansen, og familien ser sig om efter en grund, hvorpå der kan bygges. Valget falder på Østervej 28 i Glostrup, og her opfører murermester Niels Jensen et toetages hus med fuld kælder. Det står færdigt til indflytning i 1933. Far har i mellemtiden fået en stilling i Københavns kommune som landinspektør i Stadskonduktørens direktorat på Københavns rådhus. Så i resten af fars arbejdsliv begiver han sig dagligt til fods ned til Glostrup station og tager toget til Københavns hovedbanegård og vender hjem samme vej hen mod aften. Mange dage om sommeren kunne han dog godt lide at cykle turen, godt 11 km hver vej. Han tog af sted i god tid, for hans naturglæde medførte, at han trak cyklen ad stierne i Søndermarken. Han har også private kunder. En rådhusbetjent fra Københavns rådhus, Thomsen, er hans måleassistent, når han i fritiden supplerer den faste løn. Mange aftener går med beregningsarbejdet efter en opmåling. Til de lette opgaver er jeg hans assistent, så bliver der et lille honorar til mig også. Man havde jo ikke bil dengang, så både med Thomsen og mig foregår det på cykel med de rød-hvide stænger, mærkepæle af jernrør og mukkerten bundet til stangen og på bagagebæreren. I mappen er målebåndet, vinkelspejlet og loddet. Thomsen havde en høj, ældre cykel med såkaldt flyvepind på bagakslen. Den satte han den ene fod på, når han satte af og skulle op på sadlen. Vi syntes, det så noget oldnordisk ud.
Han deltager i Landinspektørforeningens årlige møder rundt omkring i landet, men et år er han så uheldig i Svendborg at få blindtarmsbetændelse og bliver opereret på sygehuset der. Der er også møder på nordisk plan, hvor mor og han sammen med vennerne fra Landbohøjskolen og deres koner rejser til bl.a. Sverige.
Om sommeren ta’r familien på sommerferie rundt om i landet. Nogle gange på cykel. Vi har været på kroophold både på Bromølle Kro og på Tisvilde Kro og været på Møn og på Samsø. Far elskede disse ture ud i naturen, og det var ham magtpåliggende at videregive denne glæde til sine børn. Han måtte dog gøre den erfaring, at det kan være vanskeligt at videregive følelser til mindre børn. Når vi cyklede afsted, med Mogens på stangen, kunne han stoppe op, sprede armene ud og opfordre os til dybe indåndinger, mens vi betragtede de smukke landskaber. Mor var mere nøgtern, og gjorde ofte ophævelser over modvind, som om det var fars skyld!
Arbejdsfordelingen i vores hjem var den traditionelle, hvor husmoderen tog sig af rengøring og madlavning, mens far passede udenomsfaciliteterne. Han holdt altid haven pænt, men var ikke lidenskabelig havemand. Der var frugttræer i haven, og æbler, pærer, blommer og kirsebær blev omhyggeligt høstet. Det var ham magtpåliggende, at æblerne blev opbevaret på behørig måde, og han så meget gerne, at de blev spist. Under krigsårene var dette ikke noget problem, da der som pålæg var brug for den sammenkogte marmelade, hvor også mirabellerne kom i brug. Han satte også i de tidligste år kartofler og grøntsager, men senere var der kun tale om en prydhave. De sure kirsebær passede han til de sidste år med omhu. Han stod for både plukningen og udsteningen. De sidste år i pensionisttiden vovede han sig lidt ind på mors gebet og varetog brygning af kaffen om morgenen. Men det skyldtes, at de på dette tidspunkt havde anskaffet en kaffemaskine, som han mente var så teknisk, at en kvinde ikke kunne bruge den korrekt!
Far var egentlig ikke partipolitisk engageret, men meget optaget af poliske spørgsmål. Under nogle strejker, mens han var ung, var han sammen med ligesindede strejkebrydere i havnen, har vi fået fortalt. Han var tidligt meget betænkelig ved nazisternes fremmarch i Tyskland under føreren, Adolf Hitler. Hans sympati lå helt klart i de vesteuropæiske demokratier. Da den anden verdenskrig nærmede sig, og Danmark nervøst
tilsluttede sig en Ikke-Angrebspagt med Tyskland, noterede han på sin kalender:
Forrædderen Scavenius underskriver Ikke-Angrebspagt med pagtbryderen Tyskland!
Besættelsen den 9.april 1940, hvor Danmark overgav sig næsten uden kamp, så han som en kujonagtig begivenhed, og der gik meget kort tid, før han havde kontakt med kredse, der mente, at danskerne skulle modarbejde den tyske besættelse. Vi børn fik et indtryk heraf, da en ukendt mand nogle gange kom op mod huset, og far gik ud og talte med ham uden at invitere ham ind. Senere var det helt klart for os, hvad der foregik, da medlemmer af hans modstandsgruppe, ofte i ly af mørket, kom hos os til en gang aften-“the”, brygget på hyben, og dertil hørende hjemmebagt sigtebrød med marmelade kogt af havens æbler, pærer og blommer. Fars gruppe var en såkaldt ventegruppe, der skulle samle våben og forberede sig på partisankrig, når det tyske nederlag var nær. Men de unge, ivrige medlemmer af gruppen ville gøre mere, og der blev gennemført forskellige mindre aktioner, Ikke alle lige vellykkede. Hos en tyskerhåndlanger i nabolandsbyen Ejby ville de frarøve ham hans våben, men den pågældende trak resolut sin mor hen som skjold, da indgangsdøren blev åbnet og deres forehavende stod klart for ham! Ved en anden lejlighed var der givet grønt lys for en sabotageaktion mod en mindre maskinfabrik nær København, men forehavendet mislykkedes, og frihedskæmperne måtte sprede sig for alle vinde. En nåede frem til vores hus og berettede om den fejlslagne aktion. De havde måttet smide deres våben under flugten, og måske var nogle blevet taget. Far måtte hurtigt afsted til det sted, hvor den pågældende havde smidt sin pistol, fandt den, hvorefter gruppen gik i gang med at evakuere et våbenlager, gemt på en gård i nærheden. Efter denne hændelse, tror jeg det var, mente far at det var for risikabelt at være hjemme, så han boede en tid et andet sted i byen. Vi havde en aftale om, at vi skulle stille et lille dannebrogsflag i vinduet i et af værelserne ovenpå, når der var fri bane. Var flaget væk, havde Gestapo eller Hipo været der efter ham. Men faren drev over og han kunne igen flytte hjem.
Jeg nærede af en eller anden grund en meget stor interesse for flyvemaskiner, og cyklede ofte op til flyvepladsen i Værløse for at komme nær på de attråede maskiner.Også til Kastrup gik cykleturene engang imellem. Far var ikke tilfreds med min fraternisering med Luftwaffe, så da jeg brændende ønskede mig en bog om flytyper udgivet i Tyskland, måtte jeg bede min mor om at skaffe den. Engang nødlandede et tysk transportfly nogle få kilometer fra Glostrup, og vi børn cyklede hen for at se. En tysk vagtpost gav os lov til at komme ind i maskinen, men da jeg med begejstring berettede om det hjemme, høstede jeg ingen sympati fra far, der var skuffet over, at min natur var gået over optugtelsen.
Kort efter besættelsen i 1940 fik mor og far deres tredje barn, Hans Henrik Viggo Hansen. Han var til stor opmuntring for hele familien i den “mørke” tid. I tilgift til krigstiden med tiltagende mangel på mange, især importerede og luksusvarer, var vintrene de første år meget kolde, og husets centralvarmeanlæg kunne ikke længere bruges, da koks ikke var til rådighed. I stedet blev der opsat en kakkelovn i vores spisestue, og der blev mulighed for at lukke åbningen til den tilstødende dagligstue. Fyringen skete med tørv. Vores værelser ovenpå var iskolde om vinteren. Vi fandt på at varme nogle mursten på kakkelovnen, pakke dem ind i avispapir og lægge dem i fodenden af sengen en halv times tid, før vi skulle i seng! Senere fandt Agnete og jeg ud af, at Hans Henrik faktisk var bedre end en mursten. Så vi plagede om at måtte være den, som måtte have lillebror med i seng.
I 1944 blev en fabrik i Glostrup, der fabrikerede til den tyske våbenindustri, ødelagt af sabotører. Forinden havde min far en dag bedt mig om at cykle en tur ud til fabrikken. Han ville gerne vide, om der var hegn hele vejen rundt om, og hvordan det så ud. Man brugte alle kontakter i modstandskampen. Far havde også holdt øje med en mand, der deltog i tyskernes propagandaarbejde. Han boede i Glostrup, spadserede dagligt ned til stationen og kørte til København. Modstandsbevægelsen havde bestemt, at han var så farlig for deres indsats, at han skulle likvideres, så man havde brug for at kende hans vaner. En morgen blev han skudt ned på en villavej ikke langt fra, hvor vi boede.
I de sidste måneder af besættelsen havde vi en del våben, karabiner, der var nedkastet fra allierede fly liggende i vores kælder. Far havde åbenbart ubegrænset tillid til sine børn, da han ikke gjorde sig nogen anstrengelser for at holde det skjult for os. Ja, en dag gik han og jeg en tur op nord for byen, og bag en lille høj fik jeg lov til at affyre et skud med hans pistol. Jeg var knap 14 år!
Den 5. maj 1945 vrimlede vores hus og have med glade frihedskæmpere, og det viste sig, at en af dem, som vi havde kendt som Poul Olsen, var chef for modstandsbevægelsen i Glostrup og hed Gunnar Jensen. Især jeg var imponeret, han kom i kaptajnsuniform med flyvervinge på brystet, i åben vogn. Far blev ret hurtigt involveret i retsopgøret, hvor man i den første tid opsporede personer, der havde været i Hipo-korpset og lignende. De prøvede efter bedste evne at forsvinde i befolkningen, men de fleste blev taget. I den tid havde han en form for orlov fra sit arbejde, og det førte senere på året til, at landinspektørforeningen opfordrede ham til at påtage sig udrensning blandt foreningens medlemmer, der havde tjent penge på besættelsesmagten. Det arbejde påtog han sig, men efter en tid viste det sig, at det ikke var lige populært blandt alle medlemmerne. Jeg tror, at nogle fandt ham for nidkær, og det er sikkert, at han, ud fra hele sin holdning, fra besættelsens første dag har arbejdet målbevidst og omhyggeligt med sin opgave. Han kunne ikke gøre andet, med den idealisme, retlinethed og grundighed, der lå dybt i ham. Men utakken for hans indsats skuffede ham meget, og indvirkede på hans ellers stærke fysik.
I modstandsbevægelsen oplevede han i nogle år, hvordan alle, høj som lav, belæst såvel som håndens arbejder, kommunist såvel som borgerlig, virkede sammen i et ubrydeligt fællesskab, og det passede godt til hans politiske idealer. Det var en stor skuffelse for ham, at de “gamle” politikere snart var tilbage i landets ledelse, at de, der ikke havde taget kampen op, nu skulle bestemme igen. I det nationale parti, Dansk Samling, hvis leder, Arne Sørensen, havde været medlem af Frihedsrådet, og som i den første regering efter besættelsen blev minister uden portefølge, mente han at finde nogle af de idealer, han gik ind for. Han talte en enkelt gang ved et politisk møde i Glostrup, men Dansk Samling fik ikke nogen større betydning, og gled snart ud af dansk politik. Jeg tror heller ikke, at far følte sig særligt egnet til partipolitisk arbejde. Hans noget langsomme, velovervejede måde at tale på, var ikke specielt egnet til at begejstre mængden.
Under besættelsen udkom et illegalt blad ved navn Information. Det blev videreført efter befrielsen med de to dygtige og retlinede bladmænd Børge Outze og Erik Seidenfaden som redaktører og udgivere. Det var en avis, som far var meget på linje med, og som han holdt og trofast gennem årene støttede, også økonomisk. Et seriøst blad af den observans havde selvfølgelig hele tiden økonomiske vanskeligheder, og måtte appellere til de trofaste støtter for at overleve. At så avisen efter en længere årrække kom på andre hænder og blev ret venstredrejet, er en anden sag. Da sagde far resigneret farvel til en gammel kampfælle. En anden måde far viste sine holdninger var, at indmelde sig i det nyoprettede hjemmeværn, der rejste sig med modstandsbevægelsens folk som kernen. Han var i nogle år tilknyttet et luftværnsbatteri ved Københavns lufthavn.
Jeg gik i årene 1947 til 1950 på gymnasiet, og begyndte i flyvevåbnet sidst i 1950. I det sidste års tid inden da husker jeg mange lange fodture, blandt andet på det lukkede fæstningsterræn, som far havde adgang til. Jeg husker ikke nogen specielle emner fra vores ture, men vi snakkede rigtig godt sammen, på en anden måde end tidligere. Efter en del skuffelser med den politiske udvikling og med forholdene i Landinspektørforeningen blev far ramt af en sygdom med udtalt svimmelhed og mismod. Det viste sig, at han havde fået Meunières Sygdom, og han var i en periode indlagt på sygehus. Det var vist omkring 1950. Efter sin sygdom blev far tilrådet at tage noget rekreation, og det blev i de følgende år til adskillige vinterture til norske skihoteller. Mor deltog ikke i disse ture, men jeg var en vinter i begyndelsen af 50’erne sammen med ham på Austlid Fjellstue i Gausdal i en uge.
I sommeren efter studentereksamen kørte far, Hans Henrik og jeg på mandetur med cykel og telt i Sydsverige. Det blev starten på mange gode ferieture de kommende år. Noget særligt var, når far engang imellem lejede bil hos Tage Hansen i Glostrup. Det kunne mor, og selvfølgelig Hans Henrik og jeg selv, godt lide. Bilen var godt nok en noget bedaget førkrigsmodel, men det betød intet. Far var romantiker, og han talte engang meget om de blomstrende frugttræer på en ø i en af de svenske søer, Sirkøen, de skulle opleves. Bilen blev lejet, men sneen lå stadig på øen, så vi måtte nøjes med andre syn og nogle kolde frokoster i det tidlige svenske forår.
Den 28. april 1951 fejrede mor og far deres sølvbryllup på restaurant Byparken i Glostrup. Et par måneder efter rejste jeg til USA til flyveruddannelse, og den varede til juni 1951. Da jeg kom hjem, genoptog vi fortidens sommerferieophold med et genbesøg på Tisvilde Kro, men forplejningen var ikke helt på højde med det, der foresvævede os fra tiden før krigen. Som børn plagede vi far om at få egen bil, og jeg husker, at han engang lovede, at det skete, når hans årsgage passerede 10000 kr. Det var ganske vist i 30’erne, men det var sønnen, der først havde råd til den luksus. Så vi havde fra omkring 1953 og en del år fremover nogle fine udenlandsture, først i Norge og Sverige, og siden sydpå. Agnete var jo blevet gift med Henry i 1950, så det muliggjorde firemandsture i Rekord’en og senere Simca’en med telt. Mor var jo ikke lige typen på en campist, så hun blev altid indlogeret på et billigt hotel, ja, efter hendes mening ofte lidt for billigt. Når det var sket, kørte vi tre ud i omegnen og fandt et passende sted, hvor det lille hvide spidstelt kunne stilles op.Campingpladser søgte vi ikke. Det skulle være i den vilde natur! Morgentoilettet kunne så passende ordnes på mors værelse, når vi hentede hende.
Men som årene gik, måtte mor og far se sig om efter andre rejsekammerater. I 1962 var de sammen med Søster og Henry Petersen på en lang ferietur gennem Norge helt op i de nordligste egne, og før denne tur havde de været sammen i Schweitz og Norditalien, hvor jeg også var med nogle dage. I 1957 havde de selv anskaffet bil, en Fiat, og begyndte en lang årrækkes ferieture i Europa, blandt andet i Italien, Spanien og Portugal. Far blev pensioneret i 1968, hvorefter de ofte om sommeren var afsted i adskillige uger. Far så meget frem til sit pensionistliv, og det ærgrede ham, at man nogle år før satte pensionsalderen op fra 65 til 67 år. Han sagde, at han i de sidste år agtede at arbejde præcis så meget, at den samlede arbejdsmængde ikke oversteg, hvad han kunne have nået, indtil han blev 65! Hvad angik rejserne, drog de også mange gange afsted til fjernere rejsemål på rejser, arrangeret af kommunen eller forskellige rejsebureau’er. De var blandt andet i Jugoslavien på Adriaterhavskysten og i Israel. I 1976 fejrede mor og far deres guldbryllup med en stor middag og efterfølgende dans på restaurant Orchidéterrassen i Rødovrecentret.
Mors helbred og gode humør begyndte at svigte et år eller to efter, at hun i 1983 havde fejret sin 80 års fødselsdag. Senere har vi indset, at hun blev ramt af en depression, men der blev ikke taget hånd om situationen, måske fordi de nye antidepressive midler først omkring disse år blev kendt. De var klar over, at det var tid at forlade egen bolig og skaffe forhold med bedre pleje. Det viste sig ret hurtigt muligt at flytte ind på plejehjemmet Stenager i Glostrup, hvor de kunne få to værelser med dør imellem. Mor fik det i 1987 dårligere, og i nogle uger op til deres indflytning på Stenager, var hun på aflastningsophold, da far havde svært ved at klare det hele. Få dage før de skulle flytte, døde hun pludseligt, siddende i en stol. Far fastholdt ønsket om at bo på Stenager, og kom til at være der i seks år. I den første tid var han helt selvhjulpen, gik og cyklede sine ture, og han ønskede ikke at deltage i hjemmets fællesspisning, men fik sin mad på værelset. i 1988 imponerede han os alle ved at gennemføre en rejse, som han havde drømt om, men som mor ikke havde været klar til, en sørejse med Hurtigruten langs Norges kyst op til Nordkap. Han tog toget op til Bergen, hvor han gik ombord på skibet. Hjemrejsen gik samme vej over Bergen, Oslo og Gøteborg tilbage til København.
Senere fik han gangproblemer, og de sidste år sad han i sin stol og læste avis, blundede og så fjernsyn. Da han den 16. januar 1991 fyldte 90 år, blev der afholdt middag på Park Hotel for hans børn og svigerbørn, dog uden fødselaren. Det var hans udtrykkelige ønske, at det skulle være på den måde. Om eftermiddagen havde han inviteret til eftermiddagskaffe på Stenager, og han var en ganske god og hyggelig vært den eftermiddag for os fra middagen og enkelte andre, herunder hans søster Grethe og hendes søn Erling. Der kom også et par repræsentanter fra hans gamle arbejdsplads på Københavns Rådhus for at bringe en lykønskning.
I de allersidste par år var far tydeligvis mæt af dage. Han havde ikke meget lyst til at høre om alle sine børnebørn og deres afkom ej heller til mad, men foretrak friske dadler, når de kunne skaffes, og mørk chokolade. Den sidste tid var han sengeliggende, og han døde udramatisk den 9. september 1993. Agnete og Simon var hos ham.
Mor og far kunne godt engang imellem strides, for de så ikke helt ens på hjemmets økonomiske side, og hun syntes også, at han de seneste år undertiden spillede lid for meget “gammel mand”. Mor var let i sindet, mente, at penge var til for at blive brugt og gjorde til tider ophævelser over fars, efter hendes mening, lidt for påholdende adfærd. Men da mor gennem sin involvering under besættelsen i forskelligt frivilligt arbejde kom til at lede husmoderafløsningen i Glostrup og tjente egne penge, lettede det på kontroverserne. De kunne dog fortsat “låne” cigaretter af hinanden! Også jeg kunne brokke mig, som da far engang ved skolesommerferiens begyndelse mente, at når der var ferie, skulle der ikke udbetales lommepenge, for så deltog man jo i de fælles aktiviteter. Far kunne godt være påståelig, han tog ikke fejl. Det førte til mange debatter ved middagsbordet mellem ham og Agnete, der vist har arvet lidt af hans rethaveriske adfærd. Et af højdepunkterne i debatterne var, da de diskuterede, hvorvidt borgen Spøttrup var en borg eller en ruin, og far spillede en trumf ud og erklærede, at når der var billetsalg ved indkørslen og ikke i bygningsværket, var det en ruin!
Vi børn må om mor og far sige, at de skabte et frit og trygt liv for os. Og de anskueliggjorde for deres børn ved egen adfærd, at flid, retlinethed og respekt for andre er gode egenskaber. På den måde lever de videre, forhåbentlig gennem adskillige generationer.
Tulstrup, den 9. februar 2010
Mogens
Jeg anmodede kort efter Agnete og Hans Henrik om at korrigere eventuelle fejl og mangler i min hukommelse. Hans Henrik skriver på denne baggrund:
Halvtredserne:
Ud vil jeg, ud!
Efter krigen gik der nogle år, før familien Hansen for alvor genvandt modet til at ‘se verden’. Fra sen-fyrrerne kniber det for mit vedkommende med tydelige ferieminder – jeg kan dog ret klart huske, at jeg en sommer cyklede med Mogens til Solrød Strand, hvor familien i et antal dage havde fået lov at bo i Faster Karens og Onkel Vilhelms (luksus-)sommerhus på Maagevej.
I sommeren 1950 var far, Mogens og jeg på cykeltur i Skåne og Småland, hvor vi gennem en halv snes dage cyklede fra sted til sted, overnattede i det lille, hvide telt og fik set en masse (syntes i hvert tilfælde jeg).
I 1951 var Mogens i USA, så Henry ‘overtog hans plads’ på årets telt-/cykeltur, der fandt sted i Jylland.
Som det fremgår, kom mor ikke så meget på sommerferie i de år – og det var naturligvis ikke ‘langtidsholdbart’, så i 1952 blev Mogens hjemkomst fra USA fejret med en, efter datidens forhold (og set fra mit ståsted) ret luksuøs, kroferie på Tisvilde Kro.
I 1953 var far, mor og jeg af sted på en meget fin (sikkert også ret kostbar) rundrejse i det sydlige Norge. Mor var meget lidt søstærk, så frem- og tilbagerejsen måtte ske med tog mellem København og Oslo. Turen var med assistance fra Norsk Turistbureau planlagt ret detaljeret – jeg kan således huske en lejlighed, hvor vi stod på en rutebil et stykke nord for Bergen og til vor overraskelse fandt tre sæder (i siden med bedste udsigt, förstås!) reserveret til familien Hansen! Faktisk noget af en bedrift i en tidsalder, hvor kommunikation af den art stort set udelukkende var papirbaseret!
I vinteren 1954 inviterede far mig på to ugers skiferie på Austlid Fjellstue – det var i januar, så der skulle forinden forhandles med skoleinspektøren om fritagelse for undervisning. Det blev en herlig skiferie, selvom aldersforskellen nu og da kunne afstedkomme mindre skærmydsler vedr. ‘sportsligt ambitionsniveau’ (løjpevalg, turlængde mv).
De efterfølgende års ferierejser – som hovedregel i Mogens bil – har Mogens allerede omtalt.
Provst Nedermark:
I 1954 blev jeg konfirmeret hos provst Nedermark, der på det tidspunkt stærkt mærket af fremskreden kræft; han døde ikke ret længe efter. Dette gav anledning til en strid i sognet, som far og mor blev en del involveret i: Provsten havde gennem længere tid haft et dårligt samarbejde med kapellanen, pastor Langberg, og splittelsen havde øjensynligt også delt menighedsrådet i to fløje. ‘Fejden’ blussede op, da provstens gravsted skulle prydes med en passende (stor) sten, hvilket menighedsrådets flertal med diverse tiltag søgte at bremse. I kølvandet fulgte bla. et injuriesøgsmål (anlagt af menighedsrådet) med tilhørende retssag – begivenheder som vore forældre var stærkt engagerede i; faktisk kom det så vidt, at far måtte affinde sig med at blive ‘retledet’ af Kirkeministeriets departementschef, August Roesen! Jeg husker ikke de nøjere detaljer – jeg tror, at ‘gruppen’ havde haft et (mindre vellykket?) møde med kirkeminister Bodil Koch, og at man herefter havde beluttet sig til noget, der i departementschefens øjne udgjorde selvtægt!
Summa summarum: Gravstenen – med bronzerelief – blev rejst, og ‘sagen’ døde langsomt ud (såvidt jeg da husker).
‘Provstinden’, Carla Louise Nedermark – en dame af absolut bedste selskab (og måske ikke helt uden forbindelse til intrigerne?) – bevarede livet ud forbindelsen til vore forældre.
Privatbilist:
I 1957 måtte far bøje sig for omgivelsernes pres og anskaffe egen bil (nok alligevel ikke så modstræbende endda!?). Jeg var med i slutfasen, hvor ‘typevalget’ var indsnævret til to kandidater.
Første mulighed var en Simca Aronde, af samme slags som Mogens på det tidspunkt var den lykkelige ejer af. Den blev fravalgt – sikkert med god grund: Gearkassen havde den ‘skavank’, at 2. gear var svært at ‘finde’, specielt når der skulle ‘skiftes ned fra 3. gear’, og dét var far næppe nogensinde blevet ferm til(?).
Derefter faldt valget på en (tofarvet!) Fiat 1100 – og det var åbenbart kærlighed ved første blik, for far og mor holdt sig efterfølgende uden tøven til Fiat-biler!
Mor bag rattet:
Da nu familien havde fået bil, skulle mor naturligvis også kunne køre den! De væsentligste af forberedelserne hertil skete, mens jeg var i USA, så dem blev jeg orienteret om pr. brev. Men så vidt jeg husker, var det ikke helt nemt at erhverve kørekortet – en del timer plus et skift af kørelærer måtte der vist blandt andet til.
Ikke des mindre blev mor såmænd en rimeligt habil chauffør – hvilket dog ikke forhindrede, at de begge, livet ud, vogtede ret nøje over ‘modpartens’ kørselsadfærd!
Også mht. bilerne skulle der være rene linier: På et tidspunkt mente mor, at det blev for anstrengende at cykle til og fra møntvaskeriet, så hun ville gerne bruge bilen; det var så også OK – dog måtte hun erlægge 10 øre pr. ‘privat kørt’ km!
Gevinst!:
I midten af 1970erne var mor (og far) så heldige at vinde hovedgevinsten på en ‘præmieobligation’, kr. 250.000, hvoraf 15% skulle betales som ‘gevinstskat’. Når jeg skriver ‘mor (og far)’, hænger det sammen med, at obligationen vist oprindeligt var købt af far, som dog på et tidspunkt tabte håbet om gevinst, hvorefter mor købte den. Dette forhindrede dog ikke far i omhyggeligt at tjekke trækningslisterne – og godt det samme!
Præmiesummen var efter datidens prisniveau anselig, fx. kostede den (Fiat) bil, de efterfølgende anskaffede, vist ca. kr. 40.000.
På gevinsttidspunktet sad de efterhånden i rimeligt gode kår – så de indstiftede en tradition for, at hvert af børnene årligt blev betænkt med kr. 8.000, hvilket var rart for de ‘nødlidende’ efterkommere m/familier!
Hos Farmor i Himmelev
